Internt rum This page in english
Sidst opdateret:
5. nov '07 Kl. 12:01 af ASG

§ 1. Navn og formål
§ 2. Medlemsforhold
§ 3. Udmeldelse og eksklusion
§ 4. Kontingent
§ 5. Repræsentantskabet
§ 6. Bestyrelsen
§ 7. Regnskab og revision
§ 8. Tegning og hæftelse
§ 9. Bladvirksomhed
§ 10. Forum for Yngre Almenmedicinere (FYAM)
§ 11. Selskabets udvalg
§ 12. Regionsbestyrelser
§ 13. Opløsning
§ 14. Overgangsbestemmelser

 


§ 1. Navn og formål

Stk. 1. Selskabets navn er "Dansk Selskab for Almen Medicin" (DSAM).

Stk. 2. Selskabet har til formål at:

  1. Udvikle det almenmedicinske speciale med særlig vægt på uddannelse, forskning og kvalitetsudvikling.
  2. Etablere og udbygge internationale kontakter med henblik på fagets udvikling både nationalt og internationalt.
  3. Repræsentere faget almen medicin i relevante nationale fora.
  4. Udgive eller medvirke ved udgivelsen af tidsskrifter, publikationer eller anden formidling via elektronisk medie om almenmedicinske emner.

§ 2. Medlemsforhold

Stk. 1. Som medlemmer af DSAM kan optages læger med interesse for almen medicin.

Stk. 2. Personer der ikke har medicinsk embedseksamen, kan ansøge DSAM’s bestyrelse om optagelse som ordinært medlem af DSAM. Bestyrelsen afgør endeligt, om en persons ansøgning skal imødekommes.

Stk. 3. DSAM-medlemmer der er under uddannelse til speciallæge i almen medicin, er samtidig medlem af "Forum for Yngre Almen Medicinere" (FYAM). 
FYAM-medlemmer kan efter opnået speciallægeanerkendelse fortsætte som medlemmer af FYAM, forudsat medlemmet arbejder aktivt inden for FYAM-udvalget og ikke udøver almen praksis som hovederhverv.

Stk. 4. Medicinstuderende med interesse for almen medicin kan optages som medlemmer uden stemmeret eller valgbarhed og bliver samtidig medlemmer af "Studerendes Almen Medicinske Selskab" (SAMS).

Stk.5. Indmeldelse sker via DSAM's hjemmeside eller ved henvendelse til selskabets sekretariat.


§ 3. Udmeldelse og eksklusion

Stk. 1. Udmeldelse sker skriftligt til sekretariatet. Betalt kontingent for det pågældende år refunderes ikke.

Stk. 2. Såfremt 2/3 af de fremmødte repræsentanter på et repræsentantskabsmøde finder, at et medlem handler til skade for selskabet, kan det pågældende medlem ekskluderes af DSAM. Medlemmer, der trods påkrav ikke betaler forfaldent kontingent, slettes dog uden videre som medlem fra det pågældende regnskabsårs udløb. Slettelse på grund af kontingentrestance fritager ikke for kontingentforpligtelsen for det regnskabsår, i hvilket udelukkelsen finder sted.


§ 4. Kontingent

Stk. 1. Kontingentsatser for det følgende år fastsættes på det årlige repræsentantskabsmøde. Tidspunktet for kontingentopkrævning og forfaldsdato fastsættes af bestyrelsen.


§ 5. Repræsentantskabet

Stk. 1. Repræsentantskabet er selskabets højeste myndighed.

Stk. 2. Der afholdes ordinært repræsentantskabsmøde en gang årligt inden udgangen af november måned. Bestyrelsen kan beslutte, at der skal afholdes to ordinære repræsentantskabsmøder årligt, hvor det andet møde skal afholdes inden udgangen af maj måned.

Stk. 3. Det ordinære efterårsrepræsentantskabsmøde er åbent for alle medlemmer. Bestyrelsen kan beslutte, at andre repræsentantskabsmøder også skal være åbne for alle medlemmer. Medlemmer af selskabet som ikke er medlemmer af repræsentantskabet, er ikke valgbare og har ikke stemmeret. Dirigenten kan beslutte, at disse medlemmer ikke kan være til stede ved behandling af personsager.

Stk. 4. Indkaldelse til ordinære repræsentantskabsmøder skal ske med mindst fire ugers varsel, enten skriftligt til samtlige medlemmer og/eller ved offentliggørelse af indkaldelsen i selskabets medlemsblad.

Stk. 5. Samtidig med indkaldelsen til repræsentantskabsmødet offentliggøres mødets dagsorden. Dagsordenen til det ordinære efterårsrepræsentantskabsmødet skal mindst indeholde:

  1. Valg af dirigent.
  2. Formandens beretning.
  3. Drøftelse af formandens beretning.
  4. Beretning fra udvalg under selskabet.
  5. Drøftelse af disse beretninger.
  6. Godkendelse af regnskab og fastsættelse af kontingenter for det følgende år.
  7. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter til bestyrelsen, jf. § 6 stk. 1.
  8. Valg af revisorer, jf. § 7. Den statsautorserede revisor vælges for et år ad gangen. De lægelige revisorer vælges for to år ad gangen.
  9. Forslag fra medlemmer.
  10. Eventuelt.

Stk. 6. Sager, der ønskes behandlet af repræsentantskabet, skal sendes til selskabets formand senest to uger før repræsentantskabsmødet.

Stk. 7. Repræsentantskabet er på 25 medlemmer og sammensættes af et antal repræsentanter fra hver af de fem regioner efter følgende fordelingsnøgle:

Nordjylland:  4, heraf mindst 2 speciallæger
Midtjylland:  5, heraf mindst 3 speciallæger
Syddanmark:  5, heraf mindst 3 speciallæger
Sjælland:  4, heraf mindst 2 speciallæger
Hovedstaden:  7, heraf mindst 4 speciallæger

 

 

 

Ved speciallæger forstås speciallæger i almen medicin.

Stk. 8. Repræsentantskabet er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af repræsentanterne eller deres suppleanter er til stede og mindst halvdelen af de fremmødte er speciallæger i almen medicin.

Stk. 9. Alle ordinære medlemmer har stemmeret og er valgbare.

Stk. 10. Der kan ikke stemmes pr. brev eller ved fuldmagt.

Stk. 11. Kun sager, der er opført på dagsordenen, kan bringes til afstemning.

Stk. 12. Forslag til ændringer i selskabets love skal detaljeret angives i dagsordenen. Til vedtagelse af et forslag til ændringer i lovene kræves majoritet på mindst 2/3, andre sager afgøres ved simpelt flertal, jf. dog § 3.

Stk. 13. Afstemningen foregår ved håndsoprækning, medmindre bestyrelsen eller et af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer ønsker, at den skal foregå skriftligt. Bestyrelsen eller 1/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer kan forlange, at forslaget behandles på et nyt repræsentantskabsmøde inden endelig vedtagelse.

Stk. 14. Forslag, som klart strider mod eller falder uden for selskabets formål, kan bestyrelsen nægte at sætte til afstemning i repræsentantskabet. Hvis 1/3 af de fremmødte repræsentantskabsmedlemmer ønsker det, kan repræsentantskabet dog beslutte, at sagen skal behandles.

Stk. 15. Ekstraordinært repræsentantskabsmøde kan med angivelse af dagsorden indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst to af bestyrelsens medlemmer eller fem medlemmer af repræsentantskabet kræver det. Indkaldelsen skal ske med mindst tre ugers varsel.


§ 6. Bestyrelsen

Stk. 1. Selskabet ledes af en bestyrelse bestående af 9 medlemmer. Hver af de 5 regionsbestyrelser, jf. § 12, har inden det ordinære efterårsrepræsentantskabsmøde udpeget et medlem af regionsbestyrelsen til bestyrelsen. Den udpegede skal være speciallæge i almen medicin. Formanden for FYAM, valgt i henhold til § 10, er født medlem af bestyrelsen.
Først vælger repræsentantskabet bestyrelsens formand, som skal være speciallæge i almen medicin. Er den valgte formand i forvejen udpeget af en regionsbestyrelse, udpeger den pågældende regionsbestyrelse en anden repræsentant. Derefter vælger repræsentantskabet 2 bestyrelsesmedlemmer blandt medlemmerne af repræsentantskabet, og heraf skal mindst den ene være medlem af FYAM.
Formanden og bestyrelsesmedlemmerne udpeget af regionsbestyrelserne i regionerne Nordjylland, Syddanmark og Sjælland er på valg eller skal genudpeges i ulige år, tilsvarende gælder for bestyrelsesmedlemmerne udpeget i regionerne Midtjylland og Hovedstaden og de to frie bestyrelsesmedlemmer i lige år.
Udtræder et bestyrelsesmedlem udpeget af en regionsbestyrelse, erstattes vedkommende af et andet medlem udpeget af den pågældende regionsbestyrelse. Repræsentantskabet vælger hvert år en speciallæge i almen medicin og et FYAM medlem som suppleanter til bestyrelsen. Disse holdes løbende orienteret om selskabets aktiviteter ved at modtage materiale til bestyrelsesmøder.
Alle valg og udpegninger i selskabet gælder for to år med mulighed for genvalg, dog maksimalt seks års samlet funktionstid. Evt. forudgående funktionstid som bestyrelsesmedlem medregnes ikke i funktionstiden for formanden.

Stk. 2. Bestyrelsen konstituerer sig selv som minimum med næstformand og kasserer, og fastlægger selv sin forretningsorden. 

Stk. 3. Bestyrelsen sørger for etablering af nødvendigt sekretariat til administration af selskabets aktiviteter.

Stk. 4. I bestyrelsens ordinære møder deltager formændene for Uddannelses-, Forsknings-, Kvalitetsudviklings- og Internationalt udvalg, tre fællesrepræsentanter fra Institut/Forskningsenhed i Århus, Odense og København, chefredaktøren af medlemsbladet, en repræsentant for Praktiserende Lægers Organisations bestyrelse samt det valgte medlem til Fonden for Tidsskrift for Praktisk Lægegerning, såfremt disse ikke er valgte medlemmer af bestyrelsen. Disse har observatørstatus uden stemmeret.


§ 7. Regnskab og revision

Stk. 1. Selskabets regnskabsår er kalenderåret.

Stk. 2. Regnskabet skal før det ordinære efterårsrepræsentantskabsmøde være revideret af den af repræsentantskabet valgte statsautoriserede revisor og af to af repræsentantskabet valgte lægelige revisorer. Den statsautoriserede revisor vælges for et år ad gangen, mens de to lægelige revisorer vælges i ulige år for to år ad gangen.

Stk. 3. Kassereren varetager med bistand af sekretariatet selskabets regnskab og forelægger det reviderede regnskab på det ordinære efterårsrepræsentantskabsmøde. Kassereren fremsender det afsluttede og af den statsautoriserede revisor reviderede regnskab til de lægelige revisorer senest en måned før det ordinære repræsentantskabsmøde.


§ 8. Tegning og hæftelse

Stk. 1. Selskabet forpligtes udadtil ved underskrift af formanden eller ved dennes forfald ved underskrift af to bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen kan meddele skriftlig prokura til andre personer i forening eller hver for sig – herunder direktøren.

Stk. 2. Der påhviler ikke selskabets medlemmer nogen personlig hæftelse for de på selskabet hvilende forpligtelser.


§ 9. Bladvirksomhed

Stk. 1. Selskabet medvirker sammen med Københavns Praktiserende Læger og Praktiserende Lægers Organisation ved udgivelsen af Månedsskrift for praktisk lægegerning. Bestyrelsen udpeger ved sin konstituering et medlem af Fonden for Tidsskrift for Praktisk Lægegernings bestyrelse. Dette medlem bliver samtidig observatør i selskabets bestyrelse, hvis ikke medlemmet i forvejen er bestyrelsesmedlem.

Stk. 2. Bestyrelsen er, jfr. § 8, stk. 1, berettiget til at tegne og forpligte selskabet i økonomiske og andre administrative forhold i forbindelse med udgivelsen af Månedsskriftet. Den samarbejdsaftale, hvorved relationerne mellem de udgivende organer fastlægges med henblik på de nærmere regler for udgivelsen samt væsentlige ændringer heri, skal godkendes af repræsentantskabet.

Stk. 3. Selskabet udsender et medlemsblad i papir- og/eller elektronisk udgave. Bestyrelsen ansætter en chefredaktør og en eller flere redaktører, hvoraf mindst en skal være medlem af FYAM.

Stk. 4. Selskabet vedligeholder over Internettet en hjemmeside, der beskriver selskabets aktiviteter og aktiviteter, der fremmer selskabets formål jf. § 1 stk. 2.
Selskabet kan herudover, jf. § 1, stk. 2, udgive eller medvirke ved udgivelse af tidsskrifter/publikationer eller anden formidling via elektronisk medie om almenmedicinske emner.


§ 10. Forum for Yngre Almenmedicinere (FYAM)

Stk.1. FYAM har et stående udvalg benævnt FYAM udvalget.

Stk. 2. FYAM udvalget har til formål at initiere og koordinere aktiviteter blandt selskabets FYAM medlemmer.

Stk. 3. FYAM medlemmer jf. § 2 stk. 3 afholder årligt forud for DSAM's efterårsrepræsentantskabsmøde et FYAM årsmøde.

Stk. 4. FYAM udvalget består af i alt syv medlemmer: Et medlem udpeges af og blandt bestyrelsens medlemmer (eksklusive bestyrelsesmedlemmet valgt af FYAM medlemmerne jf. § 6 stk. 1). Valg til FYAM udvalget foregår på FYAM årsmødet.
Først vælges en formand for FYAM udvalget, dernæst vælges et medlem fra hver af de fem regioner. Disse fem medlemmer kan være medlemmer af en regionsbestyrelse. Hvis det ikke er muligt at stille en kandidat fra en af regionerne, vælges blandt FYAM's medlemmer et midlertidigt medlem af udvalget. Det midlertidige medlem kan kun vælges for et år ad gangen. Hvis det ikke er muligt at vælge en formand på årsmødet, vælges i alt seks medlemmer, der konstituerer sig på det første møde efter årsmødet.

Stk. 5. Formanden for FYAM udvalget er født medlem af DSAM's bestyrelse, jf. § 6 stk. 1. Næstformanden for FYAM udvalget er suppleant for FYAM formanden, når denne har forfald.

Stk. 6. I lige år vælges formanden og to ordinære medlemmer af FYAM udvalget, i ulige år vælges de tre øvrige ordinære medlemmer af FYAM udvalget. På årsmødet vælges FYAM's repræsentanter i øvrige udvalg, jf. § 11 stk. 7.
På FYAM årsmødet vælges tillige tre prioriterede suppleanter til FYAM udvalget og en suppleant for hver FYAM repræsentant i øvrige udvalg, jf. § 11 stk. 7. Alle valg sker i henhold til de i § 6 nævnte regler for genvalg og funktionstid.

Stk. 7. De til enhver tid valgte FYAM repræsentanter til de stående udvalg har observatørstatus i FYAM udvalget.



 

§ 11. Selskabets udvalg

Stk. 1. Selskabet har udover FYAM udvalget fire stående udvalg:

  • Forskningsudvalget, jf. stk. 2.
  • Kvalitetsudviklingsudvalget, jf. stk. 3.
  • Uddannelsesudvalget, jf. stk. 4.
  • Internationalt udvalg, jf. stk. 5.

Medlemmerne til Forsknings-, Kvalitetsudviklings-, Uddannelses- og Internationalt udvalg udpeges af bestyrelsen. Udvalgene konstituerer sig efterfølgende med en formand og sekretær. Funktionstiden for formændene for de stående udvalg er normalt højst 6 år i sammenhæng, men kan i særlige situationer forlænges af bestyrelsen.

Stk. 2. Et stående udvalg benævnt Forskningsudvalget har til formål at følge og støtte forskningsindsatsen inden for faget almen medicin.

Stk. 3. Et stående udvalg benævnt Kvalitetsudviklingsudvalget har til formål at følge og støtte indsatsen for kvalitetsudvikling i faget almen medicin.
Udvalget er et fællesudvalg med PLO, sammensat af bestyrelsesmedlemmer fra de to bestyrelser og af repræsentanter fra det centrale og decentrale kvalitetsarbejde.

Stk. 4. Et stående udvalg benævnt Uddannelsesudvalget har til formål at iværksætte og følge den almenmedicinske uddannelse omfattende såvel den prægraduate undervisning som speciale- og efteruddannelsen.

Stk. 5. Et stående udvalg benævnt Internationalt udvalg har til formål at optage og udbygge internationale kontakter af særlig interesse for faget almen medicin.

Stk.6. Bestyrelsen kan nedsætte ad hoc udvalg til varetagelse af særlige opgaver og støtte etablering af interessegrupper under DSAM.

Stk. 7. Medlemmerne af FYAM er repræsenteret med mindst ét medlem udpeget af FYAM udvalget i hvert af de stående udvalg.

Stk. 8. I forbindelse med udvalgsberetninger/betænkninger skal eventuelle henvendelser herom til andre organer og eventuel offentliggørelse formidles via selskabets bestyrelse eller efter dennes anvisninger.

Stk. 9. Medlemmer i udvalg, som nedsættes af andre organer, vælges på de for disse udvalgs medlemmer gældende funktionstider og udpeges af bestyrelsen.


§ 12. Regionsbetyrelser

Stk. 1. Selskabets aktiviteter regionalt og lokalt initieres, støttes og koordineres af en regionsbestyrelse. Regionsbestyrelsen har et nært samarbejde med de almenmedicinske enheder i regionen, hvis sådanne er oprettet. Herved sikres lokal koordination og videndeling inden for selskabets kerneområder.
Regionsbestyrelserne udgør selskabets repræsentantskab, jf. § 5, og antallet af medlemmer afhænger af regionens størrelse i henhold til følgende fordelingsnøgle:

Nordjylland:  4, heraf mindst 2 speciallæger
Midtjylland:  5, heraf mindst 3 speciallæger
Syddanmark:  5, heraf mindst 3 speciallæger
Sjælland:  4, heraf mindst 2 speciallæger
Hovedstaden:  7, heraf mindst 4 speciallæger

 

 

 

Ved speciallæger forstås speciallæger i almen medicin.

Mindst ét af regionsbestyrelsens medlemmer skal repræsentere FYAM, og det skal tilstræbes at inddrage personer inden for kerneområderne forskning, uddannelse og kvalitetsudvikling.
Regionsbestyrelsen konstituerer sig selv umiddelbart efter valget med formand, næstformand, etc. Der skal udpeges en observatør til regionspraksisudvalget.

Regionsbestyrelserne er ansvarlige for at afholde og afvikle valg til regionsbestyrelsen. Valg til regionsbestyrelserne skal være afsluttet senest 2 uger før selskabets ordinære efterårsrepræsentantskabsmøde. Ved valg til regionsbestyrelsen skal der samtidig vælges to speciallæger i almen medicin og et FYAM medlem som suppleanter til regionsbestyrelsen. Disse kan inddrages i regionsbestyrelsens arbejde og møder. 


§ 13. Opløsning

Stk. 1. Til selskabets opløsning kræves et kvalificeret flertal på 3/4 af de på repræsentantskabsmødet afgivne stemmer, afgivet på to på hinanden følgende repræsentantskabsmøder. Disse skal afholdes med mindst seks ugers interval. På det andet repræsentantskabsmøde beslutter repræsentantskabet med simpelt stemmeflertal, hvad der skal ske med selskabets eventuelle formue.


§ 14. Overgangsbestemmelser

Stk. 1. Disse bestemmelser gælder fra generalforsamlingen 2006 med mindre andet er anført i stk. 2 eller stk. 3.

Stk. 2. Selskabet afholder sin sidste generalforsamling i efteråret 2006 efter de gældende love. Den på denne generalforsamling valgte bestyrelse tilstræbes sammensat, så der er mindst en repræsentant fra hver af de fem regioner. På generalforsamlingen i 2006 udpeges en repræsentant til hver af de fem regionspraksisudvalg. Inden 1. juni 2007 vælges de fem regionsbestyrelser. Disse fungerer som midlertidige regionsbestyrelser indtil repræsentantskabsmødet 2007, hvorefter de fortsætter som regionsbestyrelser. Regionsbestyrelserne udpeger efter repræsentantskabsmødet 2007 en repræsentant til regionspraksisudvalget. Funktionstid i den midlertidige regionsbestyrelse medregnes ikke i den samlede funktionstid.
Den siddende DSAM bestyrelse er ansvarlig for, at der afholdes og afvikes valg til regionsbestyrelserne og forbereder og afvikler repræsentantskabsmødet i 2007, herunder valghandlingen, der vælger den nye bestyrelse. Siddende bestyrelsesmedlemmer bevarer bestyrelsesplads og funktionstid.
Repræsentantskabet er herefter selskabets højeste myndighed i henhold til disse love. De øvrige bestemmelser i disse love træder i kraft efter generalforsamlingen 2006.

Stk. 3. Overgangsbestemmelser for FYAM udvalget.
Udvalget valgt på FYAM årsmødet 2006 skal tilstræbes at have en repræsentant fra hver af de fem regioner og kan derfor bestå af syv medlemmer. Når der etableres regionsbestyrelser, kan FYAM udvalget udpege et medlem til disse bestyrelser med funktionstid indtil repræsentantskabsmødet 2007.

Stk. 4. Denne § 14 ophører efter det ordinære repræsentantskabsmøde i efteråret 2007.
 

Senest ændret og vedtaget på DSAM’s generalforsamling den 7. oktober 2006

DSAM, Øster Farimagsgade 5, Postboks 2099, 1014 København K - T: 3532 6590 - F: 3532 6591 - E: dsam@dsam.dk
Dudal Webdesign