De europæiske definitioner 2002 beskriver nøgletemaer for almen medicin, den praktiserende læges rolle og den praktiserende læges. grundlæggende kompetencer.

Udarbejdet for WONCA EUROPE (The European Society of General Practice/Family Medicine), 2002 af:

Dr Justin Allen, Director of Postgraduate General Practice Education Centre for Postgraduate Medical Education, University of Leicester, United Kingdom, President of EURACT
Professor Bernard Gay, President, CNGE, Paris, France, University of Bordeaux, France
Professor Harry Crebolder, Maastricht University, The Netherlands
Professor Jan Heyrman, Catholic University of Leuven, Belgium
Professor Igor Svab, University of Ljubljana, Slovenia
Dr Paul Ram, Maastricht University, The Netherlands
Dr Philip Evans, President WONCA Europe

Introduktion

Dette konsensusdokument definerer både faget almen medicin og de professionelle opgaver, faget skal varetage. Det beskriver også de grundlæggende kompetencer, der kræves af praktiserende læger. Det redegør for de væsentligste elementer i den akademiske funktion og giver et officielt syn på, hvad praktiserende læger i Europa skal yde over for patienterne, således at patientbehandlingen bliver af højeste kvalitet og samtidig omkostningseffektiv. På baggrund af definitionerne i dette dokument kan dagsordenen for uddannelse, forskning og kvalitetsudvikling fastlægges, således at almen praksis kan udvikles til at imødekomme befolkningens helbredsproblemer i det 21. århundrede.

Der er betydelig forskel på den måde, sundhedssystemet og almen praksis er organiseret på i de europæiske lande. For EU-landene og de lande, der søger om medlemskab, er den medicinske uddannelse bestemt gennem EU direktivet 93/16, hvis primære formål er at sikre den fri bevægelighed af læger mellem EU-landene. Direktivet har desværre den svaghed, at der ikke lægges tilstrækkelig vægt på indholdet og kvaliteten af den postgraduate uddannelse.

Det er derfor indlysende og af stor vigtighed af hensynet til patienterne, at de praktiserende læger skal have gennemgået en uddannelse, der giver dem de nødvendige færdigheder til at kunne praktisere i ethvert medlemsland.

Dette dokument er udarbejdet på vegne af WONCA Europe (The European Society of General Practice/Family Medicine), der er den regionale organisation af World Organisation of Family Doctors (WONCA).

WONCA Europa udøver det akademiske og videnskabelige lederskab og repræsentation af faget almen medicin (Family Medicine) for hele området.

Medlemskabet omfatter de nationale almenmedicinske selskaber i 30 europæiske lande, samt direkte medlemskab for individuelle praktiserende læger.

Hovedopgaven er at fremme og udvikle faget for at opnå og fastholde en høj standard inden for uddannelse, undervisning, forskning og klinisk praksis til gavn for patienter og samfund.

Reformer af de nationale sundhedssystemer er almindeligt i Europa, som overalt i verdenen. De medicinske fremskridt og forandringerne i demografi, sundhedsøkonomi og patienters behov og forventninger betyder, at der udvikles og tilbydes nye behandlinger.

International evidens viser, at sundhedssystemer baseret på en effektiv primær sundhedstjeneste med højtuddannede almenmedicinere (familielæger), der arbejder i lokalsamfundet, leverer en mere pris- og behandlingseffektiv sundhedstjeneste end de systemer, der har en mindre udviklet primær sundhedstjeneste.

Det er afgørende, at almenmedicinerens komplekse og centrale rolle i sundhedssystemet er fuldt accepteret, ikke alene af lægeverdenen men også af samarbejdspartnere som planlæggere, økonomer, politikere og offentlighed.

I Europa er der behov for øgede investeringer i almen praksis, ikke alene til personale og infrastruktur men også til uddannelse, forskning og kvalitetssikring

De nye definitioner og beskrivelsen af de grundlæggende kompetencer fremlægges for at informere og bidrage til debatten om almen medicins vigtige rolle i sundhedssystemet både på nationalt og europæisk niveau.

Karakteristika for Faget almen medicin

Almen medicin er en akademisk og videnskabelig disciplin med sin egen uddannelse, forskning evidensbase og kliniske indhold og er et klinisk speciale inden for den primære sundhedstjeneste.

Forhold der karakteriserer faget almen medicin:

a) Er almindeligvis borgerens første, frie og uvisiterede kontakt til sundhedsvæsenet, hvor alle helbredsproblemer uanset personens alder, køn, eller andre karakteristika behandles.
b) Sikrer effektiv udnyttelse af sundhedsvæsenets ressourcer ved koordineret behandling, samarbejde med andre sundhedsprofessioner i den primære sundhedstjeneste og ved at sikre hensigtsmæssig kontakt og samarbejde med specialister i det sekundære sundhedsvæsen. Fungerer som patientens advokat, hvor dette måtte være nødvendigt.
c) Arbejder med en personcentreret tilgang, der både er rettet mod den enkelte, familien og lokalsamfundet.
d) Anvender en særlig konsultationsproces, som skaber et personligt forhold over tid gennem en effektiv kommunikation mellem læge og patient.
e) Er ansvarlig for kontinuiteten af behandlingen over tid defineret ud fra patientens behov
f) Har en særlig beslutningsproces, der er bestemt af sygdommenes forekomst (prævalens og incidens) i lokalsamfundet.
g) Tager sig samtidig både af akutte og kroniske sundhedsproblemer hos den enkelte.
h) Tager sig af helbredsproblemer der i sin tidlige fase præsenterer sig ukarakteristisk, men som måske kræver umiddelbar intervention.
i) Fremmer sundhed og velbefindende ved både relevant og effektiv indsats.
j) Har et særligt ansvar for sundhedstilstanden i lokalsamfundet.
k) Forholder sig til sundhedsproblemernes fysiske, psykologiske, sociale, kulturelle og eksistentielle dimensioner.

Specialet almen medicin

Praktiserende læger er speciallæger uddannet i fagets principper. De er personlige læger primært ansvarlig for den samlede og vedvarende behandling uanset alder, køn og sundhedsproblem. De tager sig af den enkelte i forhold til dennes familie, lokalsamfund og kultur i respekt for den enkelte patients autonomi. De vedkender sig også deres professionelle ansvar overfor lokalsamfundet.

De integrerer fysiske, psykologiske, sociale, kulturelle og eksistentielle faktorer i den behandlingsplan, de sammen med patienten udarbejder, styrket af den viden og tillid, der opstår ved gentagne kontakter.

Praktiserende læger udøver deres professionelle rolle ved at fremme sundhed, forebygge sygdomme, eller ved behandling, omsorg eller palliation. Dette sker direkte eller gennem andre personer ud fra de sundhedsbehov og tilgængelige ressourcer der er i det samfund, de betjener, og de hjælper samtidig patienterne med adgang til disse ydelser i det omfang, det er nødvendigt.

De skal tage ansvaret for udvikling og vedligeholdelse af egne færdigheder, personlige integritet og for de værdier som danner grundlaget for en effektiv og sikker omsorg.

Praktiserende lægers grundlæggende kompetencer

Definitionen af faget almen medicin og af speciallægen i almen medicin leder direkte til en beskrivelse af den praktiserende læges grundlæggende kompetencer. Hermed menes de kompetencer, der er helt essentielle for praktiserende læger uanset det sundhedssystem, de skal arbejde under.

§ 1. De elleve centrale karakteristika (jf. a-k ovenfor), der definerer faget er knyttet til elleve færdigheder, som enhver specialist i almen medicin skal mestre. De kan samles i seks grundlæggende kompetencer (som refererer til disse karakteristika):

1. Udøvelse af primær behandling og omsorg (a, b)
2. Personcentreret behandling og omsorg (c, d, e)
3. Specifikke færdigheder i problemløsning (f, g)
4. Bred tilgang til problemerne (h, i)
5. Orientere sig mod lokalsamfundet (j)
6. Anvende en holistisk model (k)

§ 2. For at udøve faget indarbejder den kompetente kliniker disse kompetencer inden for tre områder:

a) Kliniske opgaver
b) Kommunikation med patienten
c) Praksisorganisation

§ 3. Som en personcentreret videnskabelig profession må tre væsentlige forudsætninger betragtes som fundamentale:

a) Sammenhæng: Inddragelse af personers individuelle, familiemæssige, samfundsmæssige og kulturelle baggrund.
b) Holdning: Baseret på lægens faglige kunnen, værdier og etik.
c) Videnskabelighed: Anvendelse af en kritisk og forskningsbaseret metode og vedligeholdelse af denne gennem videreuddannelse og kvalitetsudvikling.

De indbyrdes sammenhænge mellem de grundlæggende kompetencer, anvendelsesområder og fundamentale egenskaber karakteriserer faget og understreger specialets kompleksitet.

Det er disse komplekse relationer, man skal lade sig vejlede af og reflektere overunder udvikling af tilsvarende dagsordener for udvikling af uddannelse, forskning og kvalitetsudvikling skal fastlægges.